Vagn Simonsens blog

Vagn Simonsens blog

Jeg blogger over

forskellige indtryk fra nær og fjern. Meninger skaber dialog.

"En portrætmalers skæbne"

Vagns blogPosted by Vagn Simonsen 25 Nov, 2010 20:17:32

- Eller hvordan min sympati for kunstmuseet Arken endte som en ulykkelig stranding

I foråret 2010 udsendtes en bog om en nulevende spansk-dansk portrætmaler med en tekst, som jeg har skrevet, og jeg fristes til at påpege, at den indledes noget anderledes end en bog fra 1985 (*se slutnote). Den handlede om en portrætmaler fra 1800-tallet og hedder ”En guldalder-malers skæbne”. Den bog begynder sådan:

”Portrætmaleren C. A. Jensens skæbne i dansk kunsthistorie er tragisk. Sjældent er et talent blevet så dårligt behandlet.”

Hovedpersonen i den nye bog handler til gengæld om en glad billedkunstner, Wistremundo Artero. Han kom til Danmark for godt 40 år siden for at gifte sig med danske Cecilie og bosætte sig i Vallensbæk. Parret havde mødt hinanden i Paris, hvor han efter uddannelses- og læreår i Spanien arbejdede som billedkunstner i en lille koloni af spanske kunstnere, der i lykkelige stunder også kunne omfatte berømtheder som Picasso og Salvador Dali.

”Mundo” er ikke kommet sovende til sin succes her til lands, men han har dog stort set kun lovord om sine danske kolleger og kunder samt om de undervisere, han har arbejdet sammen med på f.eks. Ishøj Ungdomsskole, hvor han og jeg forresten traf sammen.

Men de betragtninger, der indeholdes i dette brev, kan dog i det mindste betegnes som et hjertesuk på hans og egne vegne. Og anledningen er den arrogante ja, nærmest automatiske afvisning, som bogen og jeg har fået af Museet Arken under mine forsøg på at nærme mig Arkens kommercielt duftende indgangsport, hvor en dominerende butikschef har fået overladt rollen som dørmand.

Optimistisk ville jeg henvende mig til Arken i håb om, at Mundo-bogen, som nu er anerkendt og indlemmet i bl.a Ishøj Biblioteks samling, også kunne opnå en prøveperiode på Arkens salgsdisk. Min forventning skyldes nok, at jeg som kulturelt interesseret beboer på Vestegnen har (haft) et godt og ligefremt forhold til en række af Arkens medarbejdere, et bekendtskab, der ofte er indledt på deres tidligere arbejdspladser i kunstens verden. Af den grund måtte jeg tro, at også dette museum er åbent for strømninger udefra. Min sympati for museet havde allerede givet sig udslag i et par velvillige ydelser til udstillingerne. I anledning af en Henry Heerup-udstilling lånte jeg Arken noget af kunstnerens særprægede gamle håndværktøj, som jeg har ”arvet”. Samtidigt fik daværende museumsbutik lejlighed til på få dage at udsælge et restoplag af min bog ”Nisser jeg har mødt eller kendt”. Bogen handler om nissernes kærlige forhold til en række billedkunstnere som f,eks. Henry Heerup, der jo udnævnte sig selv til nissernes ”fagforeningsformand”. Til Arkens Asger Jorn-udstilling lånte jeg museet et portræt af Jorns kollega og intime veninde Jacqueline de Jong, malet af hende selv, samt et billede malet af Jorns svenske situationist-kammerat Hardy Strid.

Men i sommer tog det mig så flere uger at blive klar over, at jeg slet ikke kunne få lov at møde Arkens kvindelige butikschef, og først efter en række telefoniske henvendelser fik jeg forbindelse og tilladelse til at forelægge mit ønske i form af en e-mail.

Butikchefens svar kom nogle dage senere som en klar afvisning af mit forslag om at få Mundo-bogen præsenteret for museumsbutikkens kunder. Jeg overtræder næppe nogen diskretionslinje ved at citere begrundelsen for afslaget:

”Jeg har tilladt mig at spørge i vores kunstafdeling om din bog på nogen måder i nærmeste fremtid ville have en relevans til en nært kommende udstilling og det vurderes desværre ikke.”

At afslå en uset bog og med den formulering forbløffede mig unægtelig, for folk med kunsthistorisk baggrund og/eller praktisk erfaring burde kende en del eksempler på såkaldte eksperters bedrevidende adfærd, der har ført til beklagelig horisontbegrænsning hos dem selv og været til gene for andre, jvnf. stakkels portræt- og guldaldermaler C. A. Jensen.

I mit svar skrev jeg (her i koncentreret form): ”Jeg synes, at afvisningen af overhovedet at ville se bogen må stride gevaldigt mod Arkens formål og eksistens. Arken blev beundringsværdigt bragt til verden i kraft af en beslutsom Vestegn, der i forvejen var underforsynet med kulturelle værdier og traditioner og dertil havde en befolknings-sammensætning, der ikke var i stand til uden videre at lade pengene flyde til den slags behov. Det bør soleklart være den genfødte "Arken"s mission at åbne sig og videregive kunst og kultur til sin omegn, men naturligvis også at være agtpågivende og påskønnende over for kunstneriske og kulturelle strømninger, der måtte bevæge sig f.eks. på Vestegnen. Vestegnen har gjort meget for Arken. Hvad gør Arken for Vestegnen bortset fra at sælge entrébilletter til dens befolkning?”

Da butikschefen opretholdt sin tavshed og manglende læselyst til bogen, men derudover havde inddraget museets vicedirektør, som strakte sig til at sende en enkelt e-mail til mig, hvori hun forklarede, at butikschefen jo havde vigtigere gøremål end at kigge på alle folks bøger, så følte jeg mig nødsaget til at argumentere tilbage med nogle facts.

Jeg oplyste, at: ”Mundo er født og opvokset i fattigdom i Spanien under Franco-styret, men takket være en tidlig opdagelse af hans kunstneriske talent fik han fra sin klosterskole i Sevilla gratis optagelse på byens kunstakademi. Han har haft mange udstillinger i udlandet og i Danmark været pænt repræsenteret på censurerede, anerkendte udstillinger. I sit maleri spænder han vidt og vildt, men hans hoveddomæne er den portrætkunst, han lærte gennem sin klassiske uddannelse. Denne kunstform var engang den vigtigste, som en kunstner kunne beskæftige sig med. Og dette område kunne Arken efter min mening udmærket slå et slag for, men måske på et mere nutidigt og ”relevant” plan end f.eks. via de tidligere udstillinger med Emil Nolde og Skagensmalerne. En bog om Wistremundos liv og værker kunne måske ligefrem inspirere Arkens kuratorer, der efter min vurdering har for megen opmærksomhed rettet mod fortidens og udenlandske museers foretrukne kunstnere”.

Meget synkronistisk indledte Ekstra Bladet her i sommer en kampagne imod "blærede borgmestre", der lader sig portrættere i dyre domme. Netop Wistremundo kunne med sine ialt ti portrætter af danske borgmestre (heraf fem nævnt i EB, dog kun to med Mundos navn) være en af de kunstnere, der muligvis malker befolkningen.

Jeg sendte derfor Ekstrabladet nogle betragtninger over det for kulturen og lokalhistorien positive i de herskende forhold. Det indlæg bragte bladet ikke, skønt det indeholdt nogle saglige indvendinger imod EBs ensidige ikke op- men udhængning af ”blærerøvene”. Her citeret bl.a.:

1, Under arbejdet med bogen sad jeg selv model, og det er kort fortalt ikke morsomt i timevis at blive gransket på sjæl og legeme af undersøgende malerøjne.

2, En af de andre nævnte borgmester-malere, Kai Lindemann, fik engang lyst til at male mig. Jeg sad model en hel aften, indtil han tværede lærredet over med grønt og smed penslen fra sig med et "Du er sgu’ umulig at male Vagn!" Altså, at male portrætter er ikke så lige til.

3, Mundo og flere med ham maler ikke (blot!) en "blæret" person, men laver en såkaldt "komposition" med eksempler på kommunens udvikling i borgmesterens regeringstid. De offentligt tilgængelige billeder skriver med andre ord lokalhistorie, som borgerne og eftertiden kan studere. Københavns Vestegn har undergået store forandringer, som Mundo registrerer. Borgerne betaler ja, men jeg tror, at mange finder det helt i orden at være med til at sætte et interessant og smukt minde over en borgmester og en epoke i deres egen kommune samt en sådan hilsen til eftertiden.

Da jeg havde forsøgt at kortfatte min iøvrigt nytteløse henvendelse til EB, havde jeg undladt at henvise til en lille historie nævnt i Mundo-bogen, og som handler om maleren Poul Gadegaard, da han i 1950’erne præsenterede sin årelange udsmykningsopgave på Herning Skjortefabrik. Han kaldte muntert sit værk for ”Historiens største socialrealistiske billede”, men hvad medierne angiveligt fremviste og omtalte dagen efter var især et lynportræt, som Gadegaard lavede på stedet af sin mæcen, fabrikant Aage Damgaard.

Det får mig i Mundo-bogen ind på den tanke, at mediers og publikums interesse for portrætkunst nok er større, end museums- og andre udstillinger giver udtryk for. Bogen bærer dobbeltnavnet ”Gracias a la vida - Tak til livet”, og i min sidste ubesvarede e-mail til Arken-repræsentanten skrev jeg: ”Jeg synes, kære butikschef, at du skulle unde dig tid til at kaste et blik i Wistremundo-bogen og udstille den på en af dine hylder, selv om den måske i en periode kommer til at skygge lidt for et par Bamseliner og dessertskåle”.

Denne Arken-”dørmand”s manglende interesse har jeg forsøgt at beskue med andre briller end mine egne, men selv da kan jeg ikke opleve andet end et uacceptabelt eksempel på, at Arkens formidlingssystem ikke lever op til de forventninger og krav, som Vestegnens kunst- og kulturliv må stille til det. Jeg savner alsidighed og imødekommenhed over for også andre personers og kunstneres medvirken til den forhåbentlig fælles hensigt at udbrede et alment kendskab til kunst.

At jeg måske ikke er alene om en voksende skepsis over for Arken kunne fremgå af nogle nylige anmelder-overskrifter fra dagbladet Politiken. Her bruges udtryk som ”Museumsgæster vil shoppe badesalt” og ”Museums-direktørers shoppingtur udstilles”. I forlængelse af den oplysning, skriver anmelderen bl.a., at den tur ”kan man vælge at se som gensidig gavn og glæde, eller den kan ses som ren manipulation”. I givet fald skulle manipulationen vist gå ud på at få presset billed-værdien kunstigt i vejret til et udenlandsk museums fordel.

(*) Bogen om portræt- og guldaldermaler C.A. Jensen er forfattet af tidligere leder af Nivågård-Samlingen, Claus M. Smid.. Bogen om Wistremundo Artero ”Gracias a la vida -” er trykt og udgivet af Knudtzon Graphic A/S i Vallensbæk.