Vagn Simonsens blog

Vagn Simonsens blog

Jeg blogger over

forskellige indtryk fra nær og fjern. Meninger skaber dialog.

Min kommentar til "Muhammed krisen". Kronik i "Information" 26.01.2010

Vagns blogPosted by Vagn Simonsen 18 Mar, 2010 12:40:15

Undskyld Muhammed, men hør nu lige her . . . .

Af en endnu overlevendes erindringer og et forsøg på en fornuftig forklaring på årsager til Muhammed-krisen

Jeg må jo stå ved det: Jeg er en af de forfattere/journalister, som over for Ugebrevet A4 fornylig indrømmede, at jeg bevidst undgår at krænke religiøse og etniske følelser. Selv om det vil gøre mig pinlig i kollegers øjne, vil jeg gerne uddybe det nærmere og bekende, at jeg har været offer for selvcensur i mere end tredive år.

Mit tungsindige gemyt til trods var det i løbet af 1970’erne lykkedes mig at opbygge et medie-renommé som ”morsom mand”. I nogen grad selvforskyldt eftersom jeg udfoldede megen iver som revyforfatter og turnerende showmand i grupper eller solo. Også i fjernsynet slog jeg mine folder, og ganske smigrende var jeg på det mere filosofiske plan blevet udvalgt som medansvarlig for en helaftensudsendelse i radioen om dansk ”humor, sjov og lune”.

Ærgerlig morsomhed

Således rustet voldte det mig ikke de store vanskeligheder at formulere min bobletekst ca. nr. ettusindeogsytten i min ugentlige, muntre klumme i ”Se og Hør”, hvor jeg satte nye tekster til nogle tidligere publicerede billeder. Netop dette af mig udvalgte billede forestillede en håndfuld mænd, der lå på knæ på et broget tæppe, mens en mærkeligt klædt herre stod i baggrunden med løftet hånd. Jeg gik ud fra, at han var luftkaptajnen, der meldte sig med et ”vær venlig at spænde sikkerhedsbælterne. Vi letter med kurs mod Bagdad.” Jeg forudså, at læseren ville opdage, at der nok var gang i noget helt andet i billedets virkelighed, men at den derved opståede kontrast ville virke morsom.

Min ugentlige kommunikation med ugebladet foregik hovedsagelig gennem postvæsenet, og ugen efter modtog jeg et overraskende tykt brev fra min redaktør. Det indeholdt læserklager over førnævnte billedtekst. Folk udtrykte på mere eller mindre korrekt dansk deres forargelse. ”Er du klar over, at du krænker mennesker med en anden religion?” lød den gennemgående formaning. Jeg besluttede at svare de forholdsvis få, der havde opgivet en adresse: ”Nej, det var jeg desværre ikke klar over, for jeg er ikke ude på at krænke nogen. Jeg troede ærligt talt, at jeg skrev noget morsomt.”

Episoden ærgrede mig nok mere end den bekymrede mig. Jeg følte ikke, at mit liv var i fare, fordi nogle fremmedarbejdere, som vi kaldte dem dengang, havde brokket sig. Men de havde to trumfer at spille ud med: At de var krænkede, og at de slet ikke fandt mit værk morsomt. Det sidste var mest afgørende, for det er jo publikum og ikke én selv, der afgør om man er morsom mand. Ja, sådan ser jeg i hvert fald på det.

Men hvorfor forstod muslimerne ikke min humor. Vi havde da de samme forudsætninger, nemlig kendskabet til flyvende persiske tæpper, gengivet i ”1001 Nat”s fortællinger og i adskillige tegnefilm og –serier. Ja, nu om stunder udsender det danske undervisningsministerium sågar et tidsskrift ved navn ”Det flyvende tæppe” - til integrationsbrug i skolerne. Det, som åbenbart kunne støde nogle ugebladslæsere, var vel, at jeg lagde imamen den ikke-religiøse tekst i munden og dertil overså, at mændene lå på tæppet af religiøse årsager. Jeg kunne måske fremføre forskellige dybsindige betragtninger til mit forsvar, Men kort fortalt: Fra da af holdt jeg op med at gøre mig lystig over andre folks religiøse følelser.

Humor nu med bånd på

Da jeg første gang så den nu så berømte Muhammed-tegning, d.v.s. manden med bomben i turbanen, var min reaktion faktisk en begejstret blanding af lystig opstemthed og melankoli. Jeg tvivlede dog ikke på, at jeg var en af de forholdsvis få (millioner?) i denne verden, der havde fået den nådige forudsætning for at kunne fatte tegnerens mere eller mindre bevidste hensigt. I kraft af, at jeg var en nogenlunde kulturelt interesseret og oplyst dansker.

Jeg har haft lejlighed til at stille flere danske ambassadefolk i udlandet spørgsmålet: ”Hvad har I gjort for at lægge låg på Muhammed-krisen?” Svar: ”Vi rejser rundt og fortæller om den danske ytringsfrihed.” Andet steds i udenrigsministeriet gør de noget lignende gennem afdelingen for ”Public diplomacy” også benævnt ”Diplomati på gadeplan”.

”Muhammed-krise” og ”gadeplan” får mig til at tænke på den gamle vits (eller hvad?) om, at Københavns politi aldrig har rapporteret om mørkelagte cyklister eller anden lovovertrædelse i en gade på Vesterbro ved navn Oehlenschlæ(ä)gersgade. Lovbryderne følger lydigt med, når den rådsnare betjent foreslår, at ”vi lige går hen om hjørnet til Istedgade, mens jeg skriver min rapport.”

Dansk appelsin i turban

Den store danske forfatter Adam med det svære efternavn smyger alle deltagere i Muhammed-krisens debatter sig elegant udenom. Men det forudsætter kendskab til omtalte forfatters ganske egenartede skuespil- udgave af 1001 Nats-eventyret om Aladdin, hvis beskueren af den omstridte tegning skal kunne tyde den i retning af noget morsomt. Personen på tegningen godtager vi ubesværet som Muhammed, når det nu skal være, for han er jo iført en velkendt klædedragt fra Nærorienten / Mellemøsten. Imidlertid vil mange danskere også straks forbinde synet af en turban med en appelsin og vide, at den, der får en appelsin i turbanen, har lykken med sig. Historien handler om den frække knægt Aladdin, der i konkurrence med en flok andre gadedrenge løber med alle de tre appelsiner, som den rige købmand lod kaster i grams.

De to første griber han, hvorefter gadevennerne enes om at holde hans hænder. Og som skjult iagttager beretter troldmanden Noureddin det videre forløb i originaludgaven af Oehlenschlägers ”Lystspil” fra 1805: ”Togange skienker Lykken ham sin Gunst. Og trediegang, med sammentvungne Hænder, Han lokker den ned i sin Turban-pul.”

Jo, som bekendt: Naturens muntre søn er lykken næst, og her møder vi denne fascination af lykken, som den skelsættende litterat Georg Brandes senere i 1800-tallet fremhæver som et særligt dansk litterært tema, og som eftertiden ude og hjemme har noteret sig som træk af dansk nationalkarakter.

Noureddin begår nok en tolkningsfejl ved at tro, at Aladdin i sin beklemte situation forsøger at tillokke sig også den tredje appelsin. For bagefter forærer rundhåndet vennerne to af appelsinerne. Aladdin er simpelthen ”lykkens pamfilius”. Men den største tolkningsfejl i forbindelse med appelsinen i turbanen er nok, at vi danskere tror, at det er et alment kendt ordbillede. Men det er skam Oehlenschlägers eget påhit, og søger man et engelsk eller tysk udtryk for ”appelsin i turbanen” bliver det højst til ”a lucky man” eller ”ein Glückstreffer”.

Skal man forstå ”Muhammed-tegningen” er kendskab til dette lykkebegreb jo helt afgørende. Først da kan man leve sig ind i tegningens tragikomik. For lige som Aladdin kan Muhammed ikke gøre for, at der er landet noget i hans turban. Det er ikke hans skyld, at nogle af hans disciple i den grad efterstræber at møde ham og de udlovede jomfruer og går så ivrigt ind for deres sag, at de strøer om sig med bomber. Jeg forbinder ikke Muhammed med bomber eller vold. Allerede da jeg lavede min krænkende tekst, havde jeg hørt ham fremhævet for hans kærlighed og forsoningstrang. Dette ry er i hvert fald siden 2001 blevet stærkt belastet grundet nogle af hans tilhængeres handlinger. Man forstår hans bekymrede udtryk på Kurt Westergaards tegning og føler med ham. Ja, også med Westergaard.

Ingen forklaring fra tegneren

Men hvorfor pokker har tegneren ikke forklaret sig. F.eks. i et interview i Der Spiegel fra 2007. Her var der over tre sider rig lejlighed til at fortælle om den lykkelige Aladdin og hans alter ego, den nu sagesløse og af gode grunde ulykkelige Muhammed. Det sker ikke. I stedet for oplyser tegneren, at han allerede tyve år tidligere lavede en lignende karikatur med en turbanklædt person, der havde næse som en krumsabel. I tilgift oplyser han, at han har tegnet Jesus som sprællemand og er modstander af den danske folkekirke. Og så sætter han i øvrigt sin lid til andres respekt for hans ytringsfrihed. Han burde have studeret de humoristiske listeskridt, som hans sydafrikanske tegnerkollega Zapiro er mester i og gav nye eksempler på, da Westergaard i 2005 var kommet lidt for tæt på eksplosiverne.

Se flere af Zapiros tegninger på www.zapiro.com

Min pointe er, kære Muhammed, udenrigsministerium og Jyllands Posten, at de ansvarlige og berørte i denne sag burde have taget morskaben så alvorligt, at de havde forsøgt at forklare, hvilke kultur- og religionsforskelle og deraf følgende misforståelser, der gav anledning til ”Muhammed-krisen”. I stedet for at bruge deres ytringsprivilegier til at svinge med det ytringsfrihedens skjold, som i denne forbindelse har vist sig virkningsløst.