Vagn Simonsens blog

Vagn Simonsens blog

Jeg blogger over

forskellige indtryk fra nær og fjern. Meninger skaber dialog.

Naturen på museum

Vagns blogPosted by Vagn Simonsen 16 Mar, 2010 20:18:42

Om misforstået snerydning i min Strandpark (marts 2010)

”Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid” hedder det i den gamle fortælling om ”Peters Jul”, og sådan var det denne vinter. Vi har haft sne siden sidste halvdel af december 2009, og det kan man se forskelligt på. Hvad jeg nok også gør inderst inde grundet en barndomsfortid som cykelbud hos en blomsterhandler med højsæson i december plus at jeg var indiskutabel medhjælp for min far, når vi ryddede et helt fortov og en halv kørebane for sne rundt om hjørnegrunden til vores lille hus.

Men i min barn- og ungdom i Vanløse var jeg først og fremmest kælkebruger, skøjtedyrker og skiløber, på amatørplan forstås. Og skiløber er jeg stadig. Så allerede efter den første nat med sne var jeg tidligt ude og af sted på ski til Ishøj Strandpark, det ca. 35 år gamle naturområde, der omkranser museet Arken med skov, park, klitter og hav. Turen hen ad de tilsluttende veje gik fint. Sneen var stort set urørt på fortovene. Så drejer man lige før Skovvej til højre ad stien ud til Arken. Men hvad var nu det? Nogle eller snarere noget havde trods tidspunktet været på færde før mig i form af en fejemaskinekost og en saltspreder. Stien var sort som asfalt i to meters bredde så langt øjet rakte og omkranset af grumsede, beskidte saltvåde snedriver. Ikke så meget som 30 cm.s bredde var efterladt til en slæde- eller skiløjpe.

Et par hundrede meter måtte jeg humpe fremad med våd salt-sne klampende under skiene. Så når man til bilvejen, Skovvejs forlængelse, som på sin venstre side langs havnen også har en sti ud mod Arken. Også denne sti var renset for sne og saltet. Men hvad så med fodstien på skrænten langs stien i højre side. Jamen deroppe havde motorkøretøjerne også kørt, måske for at skyde genvej, så jord og sne var rodet op i en til skiløb ubrugelig blanding. Det var mit triste møde med den hvidklædte natur den dag og i de følgende dage, hvor jeg i lidt spredt orden tog skiene på i håb om, at den senest nyfaldne sne havde rådet bod på al den efter min mening misforståede civilisation. Men hver gang mødte jeg kun resultatet af den maniske ryddetrang. En formiddag passerede jeg Arken og bemærkede udstillingstitlen hen over dørområdet:” Utopia”. Jo, for Arken udstiller netop nu billeder og skulpturer, der lovpriser den smukke, frie natur. Udenfor var en arbejdsklædt herre i gang med at sprede salt ud over stien op til billet-entréen. For sådan er det efterhånden: Natur, det er noget man går på udstilling og oplever. I tryg nærhed af en museumscafé. På hjemvejen hørte jeg et par hundeejere brokke sig over saltet på deres hundes vegne. Og jeg så trækfuglene, gæssene, over mit hoved. De fløj i retning nord-øst. Altså hjem til Norge og Sverige, hvor det endnu var muligt at opleve en rigtig uforstyrret vinter. I sidste uge fulgte jeg i deres spor og tog på skitur til Norge. Og oplevede i den herlige natur og selv i byerne de afslappede norske fodgængere og vandrere og deres respektfulde tålmodighed over for naturkræfterne: ”Vi når det nok og se bare, det går jo altsammen alligevel.” Vagn Simonsen